Home » Pressemeddelelsen

Pressemeddelelsen

 

 

 

 

 

 

 

Da sanger og billedkunstner skulle vælge sange, viste det sig, at sangeren fokuserede på teksterne, mens billedkunstneren lyttede til melodierne, og undervejs har der været en livlig dialog om valg af sange og farver.

 

 

Pressemeddelelse: 25 Højskolesange af Ken Denning oversat til malerier

Billedkunstner Ken Denning og operasanger Jesper Buhl har fra Højskolesangbogen udvalgt 25 sange, som billedkunstneren har oversat til lærred. Malerier og sange er nu samlet i en bog, der udkommer 1. juli, og bogen følges op af en række kunstkoncerter rundt i landet.

Nu findes Svantes lykkelige dag og I Danmark er jeg født også som malerier. De populære sange fra Højskolesangbogen er blandt de 25 sange, som billedkunstner Ken Denning og operasanger Jesper Buhl har samlet i en ny sangbog, hvor sange og malerier mødes.

Ken Denning, anerkendt maler repræsenteret på museer i ind- og udland, har altid musikken med, når han maler. Når han går ude i det landskab, som inspirerer ham, hører han altid en melodi. Da han en dag manglede et benspænd, faldt han over Højskolesangbogen, fordi den samtidig vidner om fællesskab.

– Jeg var nået til et sted, hvor jeg bekræftede mig selv i mit eget billedsprog. Jeg måtte have et benspænd. Det kunne være en samarbejdspartner, for det har jeg normalt ikke som kunstner.

– Jeg har altid på godt og ondt misundt musikerne det fællesskab, som de har, og jeg ikke har. Jeg er bare mit eget orkester, mens musikerne hele tiden skal forholde sig til hinanden, fortæller Ken Denning.

Han kontaktede derfor operasanger Jesper Buhl, tidligere chef for Den Fynske Opera, for at høre, om han ville være med i et samarbejde om Højskolesangbogen. De skulle vælge en række sange, som kunstneren skulle oversætte til malerier. Sange og malerier skulle samles i en bog og siden formidles ved en række kunstkoncerter.

På den måde får billedkunstneren en ny platform og et nyt publikum, hvor han fortæller, hvordan man omsætter tekster og melodier til et maleri, mens operasangeren synger, både solo og fælles med publikum. Operasanger Jesper Buhl, der nærmest har den blå sangbog som en del af sit DNA, skal også fortælle om sangenes historie og betydning.

– Vi snakker meget om danske værdier, og dem er der bare så mange af i den bog. Sangene er tit og ofte præget af udsyn, en værdi vi er ved at miste, siger Jesper Buhl.

Ken Denning ”citat” fra bogen
Septembers himmel er så blå synes jeg er en af de smukkeste. I tekst og melodi varsler den ”min” årstid. Den varsler klarhed og forfald og vækst på en og samme tid. Den varsler oktober og november, hvor vi, i min optik, er inde ved benet. Afslutning og begyndelse på en og samme tid. Ting bliver tydelige. Ikke så meget pynt.

Jesper Buhl ”citat” fra bogen
Højskolesangbogen er fuld af erkendelser. Men samtidig er den også en dansk værdi. Selv om bogen ikke engang er rød og hvid – den er blå. Så derfor har jeg blåt blod i årerne. Jeg har sunget og danset til sange i denne bog. Jeg har grinet og grædt over tekster. Jeg har undret mig og glædet mig over denne blå bog.

 

Fakta
Ken Denning, 61 år, billedkunstner repræsenteret på en række museer i ind- og udland og har deltaget i udstillinger i bl.a. Paris, Basel, Shenzhen, Thorshavn, London, Riga, bor i Kolding/Sdr. Bjert Strand.

Jesper Buhl, 55 år, operasanger, har sunget i ind- og udland, operachef for Den Fynske Opera 2007-2016, instruktør og foredragsholder, bor i Odense.

Kunsttryk og sangbøger kan købes på www.macart.dk.